Print
Sitemap
         

FACADER

Giv huset karakter med en facade af træ   
 
Med træ som facadebeklædning får huset en smuk og stilfuld facade, der kan holde i hundreder af år.
 
En facade af træ signalerer varme, hygge og stil. Samtidig kan det tilføre et ældre hus en god udvendig isolering.
 
Mange forskellige udtryk
En træfacade er ikke bare en træfacade. Alt efter hvilke træmaterialer og farver der benyttes, får facaden et særegent udtryk. F.eks. vil en facade med brædder i lyst træ give et let udtryk. Brædder er det mest udbredte til facadebeklædning, men bjælker og forskellige typer træplader er også en mulighed.
 
Træets overflade har også betydning for oplevelsen af facaden. Malet eller slebet træ virker lettere end ubehandlet træ. Er træet ubehandlet eller kun behandlet med olier og beskyttelsesmidler uden farve, skal man være opmærksom på, at solens stråler over årene vil blege træet, så det fremstår i grålige nuancer.
 
Opnå lang holdbarhed
Træsorten spiller ind på, hvor godt facadekonstruktionen kan holde. Holdbarheden er således et af de vigtigste hensyn, man skal tage, når man vælger træ til facaden.
Der findes flere træsorter, der fra naturens side indeholder stoffer, der beskytter mod biologisk nedbrydning. Det gælder bl.a. eg, tuja og lærk. Men en løbende behandling med træbeskyttelse er også nødvendig for at give træet den længst mulige holdbarhed. Præcis hvilken behandling træet har brug for, afhænger af træsorten, konstruktionens udformning og eksponeringen for sollys.
 
Det kan umiddelbart virke omfattende at vedligeholde en træfacade, men arbejdet er nemt at gå til og sikrer altså, at træet vil kunne holde i flere hundrede år.
 
Træplader som alternativ
Et alternativ til en beklædning med brædder er at bruge træplader som krydsfiner, OSB-plader eller cementbaserede spånplader. Bruger man f.eks. sporede krydsfinerplader får man en beklædning, der ligner brædder.
 
Bruger man krydsfiner eller OSB-plader, skal man sikre sig, at kvaliteten er til udendørsbrug. Anderledes er det med cementbaserede spånplader (CBPB), der er mere standhaftige, og som den eneste træbaserede pladetype kan bruges udendørs uden supplerende overfladebehandling